Sygdom

Overskriften er meget sigende for vores live for tiden. Vi har været meget syge, sådan lidt på skift. Det er faktisk ret hårdt. Men jeg tænkte jeg ville skrive lidt om Drengens forhold til sygdom.

Forrige gang han var syg, var han ret ked af det og dårlig. Jeg synes jo også man skal forkæles lidt, så han fik love at spise spaghetti i sengen. Så nu har han luret at man får lov til lidt af hvert, når man er syg.

Samtidig har han fået en V-smile i julegave, som han er MEGET glad for. Det er sådan en børne-spillekonsol. Faktisk ville han spille hele dagen, hvis han fik lov. Og for nylig prøvede han så en morgen at sige at han var syg. Han havde ondt i maven og det ene øje. Og han måtte have en fridag på grund af det. Da jeg sagde at man ikke måtte spille V-smile, når man var syg (fordi man fik ondt i hovedet), så snakkede vi ikke mere om det, og han kom selvfølgelig i børnehave.

Nu har han så lige været rigtig syg. Ikke sådan slemt, men heller ikke pjæk. Han vågnede om morgenen og gjorde sig selv meget sølle - og sagde med meget forpint stemme.
"Når man er syg må man få saftevand"
Ja, det er jo rigtigt (det ved enhver), og da jeg havde gjort ham klart at jeg anerkendte hans sygdom og de privilegier der nu engang følger med, så blev hans stemme helt normal.
Vi hyggede os sammen i løbet af dagen og det var faktisk meget fint. Hen ad eftermiddagen fortalte han så pludselig at nu var han rask, imens han prøvende fandt V-smilen frem...Jeg spurgte om han så ikke havde ondt mere.
"Nej"
"Så du er helt frisk nu"
"Ja"
"Nå, men det var da dejligt, spil du bare."

Jeg havde overhovedet ikke sagt at han ikke måtte spille, det kunne han bare huske fra 1½ uge før, hvor jeg jo bare havde sagt det for at han ikke skulle pjække.

Bagefter blev han dog syg igen og vi ophævede regen om ikke at spille V-smile, når man er syg.

aftensmad i byen

Drengen har en kammerat fra sin gamle børnehave, som han stadig ser. De er glade for hinanden, og vi er meget taknemmelige for det de har sammen. Vennens forældre ved godt at Drengen har autisme, men har indtil videre kun snakket om hvor dejligt det er at have ham på besøg - og vi er glade.

Nu var han så derhjemme forleden. Det er jo lidt mere bøvlet, da der er lang transporttid mellem vores hjem, men de var så søde at hente ham i børnehaven allerede klokken 14, så de havde noget tid til at lege sammen inden aftensmaden. Meget sødt, men jeg tænkte faktisk allerede da vi aftalte det at det var meget land tid for Drengen. Men jeg sagde ikke noget, for ikke at problematisere og fordi jeg ved at Drengens ven bliver tidlig træt.

Nå, men Drengen var så åbenbart lidt syg, eller blev syg, og det hele blev åbenbart for meget ved aftensmaden, hvor han havde været træt og ked af det. Forældrene ringede til os - vi var nu på vej i forvejen - og Drengen sad og faldt i søvn på vennens mors skød.

Da de kom hjem var han meget træt. Jeg snakkede lidt med ham, mens jeg hjalp ham i nattøj osv. og spurgte hvad de havde fået til aftensmad.
Intet svar
"Fik I lasagde"
"Ja" og så meget ulykkeligt "men de havde puttet fetaost på og jeg kan ik li fetaost"
Uhh, jeg anede balladen, og spurgte videre:
"Var der så noget andet du kunne få?"
"Ja, ris" og igen ulykkeligt "men der kom karrysovs på og det kan jeg heller ikke li"
Åh åh "Men så kunne du vel spise dem ved siden af"
"Men jeg ville spise alle risene"
"Kunne du så ikke få nogle flere ris?"
"Jo" pause "Men der kom også karrysovs på"
Under hele denne samtale græd Drengen ved tanken om den tortur de havde udsat ham for ved at putte sovs på risen. Jeg prøvede at forklare, at de jo ikke vidste at han ikke kunne lide det og at de bare havde prøvet at være søde.

Bagefter tænkte jeg på at nu havde de da oplevet den mest besværlige side af Drengens autisme - ufleksibiliteten. Vi kan jo mærke, hvis den er helt gal og havde bare taget tallerkenen helt væk og givet ham noget nyt ris. For vi ved godt hvor ululig han kan blive. Han har givetvis været helt umulig og ulykkelig. Jeg smsede vennens mor og spurgte. Hun sagde at det var da ingenting - det tror jeg ikke på - men jeg er glad for at opleve en accept af vores lidt anderledes søn.