Pyh, altså, det er ikke nemt at have en søn med autisme. Hver gang man føler man har styr på det, så går det galt. Hver gang man føler man ved noget er rigtigt, så bliver man i tvivl.
Nogle gange går det så godt at vi glemmer Drengen har autisme - det har det gjort en periode. Når vi snakker med dem i børnehaven, så snakker de om Drengen som en helt normal dreng med god udvikling og nogle udfordringer. Da vi snakkede med den pædagogiske leder på distriktsskolen (som jeg skrev om sidst), snakkede hun også om det som om børn med autisme også er næsten normale og sagtens kan rummes. Vi var glade og havde en god mavefornemmelse, fordi Drengen jo er næsten normal (hvad det så end er), og så føltes det rart at blive bekræftet i det.
Vi er startet til svømning. Det var børnehaven, der opfordrede til det. Det er Manden, der går til det med Drengen, men det er sådan noget med at han ikke er med i bassinet – det er kun børnene og lærerne. De har været der fem gange. I starten gik det virkelig dårligt. Manden var deprimeret, når de kom hjem. Drengen havde ikke været med til noget, bare stået på det nederste trin i bassinet og frosset. Så bliver det virkelig udstillet at han ikke er som de andre. Og det er ikke nemt, når man ellers lige havde gemt sig i den illusion i en periode. 3. gang gik det bedre og Drengen var rigtig glad. De sidste par gange er det gået dårligere igen. Næste gang skal jeg med.
Samtidig er vi i gang med at få Drengen vurderet af PPR ift. skolevalg. Stuepædagogen fangede mig i børnehaven en dag og sagde at de havde snakket om at han da burde være berettiget til Frejaskolen eller en anden specialskole og at de altså godt kunne have ham i børnehave et år til hvis det var. Vi havde fortalt om mødet med distriktsskolen, og børnehaven har også kun sagt godt om den, så jeg blev noget slået ud over den tilsyneladende åbning og måske endda kovending i sagen.
Da vi fik talt lidt med børnehaven om at vi altså foretrak løsningen med distriktsskolen som udgangspunkt, men gerne ville sikre os noget støtte, sagde de at de ville støtte vores ønsker. Vores møde med PPR ser nu ud til at blive uden børnehaven (til dels på grund af problemer med at finde en dato), så det er virkelig lagt op til os. Selv om vi har en præference ville jeg nu gerne have noget rådgivning på et så oplyst grundlag som muligt. Og det inkluderer i høj grad børnehaven, som jo ser ham i institutionssammenhængen til daglig.
Det gør det ikke nemmere at læse indlæg på denne blogs nyeste indlæg omkring skolestart: http://alfredfellandgunnlogsson.blogspot.com/2010/10/en-masse-om-grad-og-mavefornemmelser.html . Alfred går i vores distriktsskole, som vi lige nu har sat al vores lid til. Jeg håbede sådan det ville gå godt. Sikke noget pis for Alfred og den gode familie. Sikke noget pis for os!
Selv om Drengen til opfører sig relativt normalt, så ved vi jo godt at vi er naive, hvis vi tror at han er så meget anderledes end andre børn med ASF – fx Alfred. På nogle af filmene på ovenstående blog, kan jeg sagtes se Drengen i Alfreds rolle – også den hvor han kommer hjem og er slidt efter skole. Og hvorfor skulle han klare det meget bedre? Og hvorfor vil vi insistere på at prøve det, hvis vi kunne få et bedre tilbud med det samme?
Og på den anden side: hvad hvis det går godt, hvorfor så ikke tage den lokale løsning, hvor hjem og de andre børns hjem ligger tæt på skolen, hvor han kan spejle sig i normale børn, og hvor han kan lære det ”normale” liv? Hvorfor ikke give det en chance? Men hvor godt er ”godt nok”? Hvor længe skal vi give det en chance, hvis det er ”mellem”. Vores mavefornemmelse er ikke altid så veludviklet…
Det handler jo egentlig om hvor meget man vil udfordre børnene og hvor meget man tror på at de skal lære at blive (eller i hvert fald opføre sig) normale, og hvor meget man skal lade dem være autister på mere eller mindre egne vilkår. Jeg ved jeg sætter det lidt på spidsen og begge muligheder vil muligvis provokere nogen. Men jeg er virkelig i tvivl om hvad der det rigtige at gøre.
