Om at erkende eller ikke erkende

”Drengen er ikke autist”, ”selvfølgelig er han da ikke autist”, ”hold nu op, Drengen er jo ikke autist” – Beroligende ord som familie, venner og ikke mindst vi selv har sagt igen og igen i løbet af de sidste halvanden år. Nu kører du bare i ring i hovedet og splitter mit sind ad. Vi har lige fået at vide at testene viser at han har ”en gennemgribende forstyrrelse indenfor det autistiske spektrum”. Vi kan ikke få at vide hvor slemt det er – den endelige diagnose kommer først i maj eller senere. Men det føles bare helt, helt forkert – for han er jo ikke autist.

Vi vidste godt at mødet i sidste uge, ville få nogenlunde den konklusion. Vi havde dog regnet med at det højst var den milde form – Aspergers. Men det kan vi altså ikke få at vide endnu. Og det lyder ikke som om det er det der lægges op til.

Det hele startede i december 2007, hvor vi havde et ordinært forældremøde i vuggestuen. Drengen var godt to år. Vi regnede med at vi ville få at vide at alt var godt, men i stedet kom mødet mest til at handle om at de var bekymrede for Drengens sociale udvikling. Han legede ikke med andre, og viste ikke interesse for det, og samtidig var der nogle andre områder, hvor de synes han var lidt ”anderledes”. Nu ville de prøve at arbejde mere intensivt med det og sætte ham sammen med en anden dreng osv, og så måtte vi se tiden nogle måneder. Vi gik straks hjem og googlede og fandt en masse ting om autisme og Asperger, men også om højt begavede børn (han er nemlig langt foran på nogle områder, dengang kunne han allerede hele alfabetet). Og sådan begyndte det med masser af tårer og de så de beroligende kommentarer fra os selv og andre – selvfølgelig er han ikke autist.

Gennem de sidste halvandet år, har vi hele tiden været ”bagud” på den måde at vi ikke har kunnet se problemerne før de professionelle. Vi synes han virker relativt normal. Vi har derfor også holdt lidt igen med undersøgelser mv., men behovet for en slags sikkerhed, har alligevel ført til at vi har sagt ok løbende. Nu er vi nået så langt som til at erkende at han måske har Asperger – og så skal vi måske til at have en mere vidtgående diagnose på. Det er slet ikke til at holde ud.