aftensmad i byen

Drengen har en kammerat fra sin gamle børnehave, som han stadig ser. De er glade for hinanden, og vi er meget taknemmelige for det de har sammen. Vennens forældre ved godt at Drengen har autisme, men har indtil videre kun snakket om hvor dejligt det er at have ham på besøg - og vi er glade.

Nu var han så derhjemme forleden. Det er jo lidt mere bøvlet, da der er lang transporttid mellem vores hjem, men de var så søde at hente ham i børnehaven allerede klokken 14, så de havde noget tid til at lege sammen inden aftensmaden. Meget sødt, men jeg tænkte faktisk allerede da vi aftalte det at det var meget land tid for Drengen. Men jeg sagde ikke noget, for ikke at problematisere og fordi jeg ved at Drengens ven bliver tidlig træt.

Nå, men Drengen var så åbenbart lidt syg, eller blev syg, og det hele blev åbenbart for meget ved aftensmaden, hvor han havde været træt og ked af det. Forældrene ringede til os - vi var nu på vej i forvejen - og Drengen sad og faldt i søvn på vennens mors skød.

Da de kom hjem var han meget træt. Jeg snakkede lidt med ham, mens jeg hjalp ham i nattøj osv. og spurgte hvad de havde fået til aftensmad.
Intet svar
"Fik I lasagde"
"Ja" og så meget ulykkeligt "men de havde puttet fetaost på og jeg kan ik li fetaost"
Uhh, jeg anede balladen, og spurgte videre:
"Var der så noget andet du kunne få?"
"Ja, ris" og igen ulykkeligt "men der kom karrysovs på og det kan jeg heller ikke li"
Åh åh "Men så kunne du vel spise dem ved siden af"
"Men jeg ville spise alle risene"
"Kunne du så ikke få nogle flere ris?"
"Jo" pause "Men der kom også karrysovs på"
Under hele denne samtale græd Drengen ved tanken om den tortur de havde udsat ham for ved at putte sovs på risen. Jeg prøvede at forklare, at de jo ikke vidste at han ikke kunne lide det og at de bare havde prøvet at være søde.

Bagefter tænkte jeg på at nu havde de da oplevet den mest besværlige side af Drengens autisme - ufleksibiliteten. Vi kan jo mærke, hvis den er helt gal og havde bare taget tallerkenen helt væk og givet ham noget nyt ris. For vi ved godt hvor ululig han kan blive. Han har givetvis været helt umulig og ulykkelig. Jeg smsede vennens mor og spurgte. Hun sagde at det var da ingenting - det tror jeg ikke på - men jeg er glad for at opleve en accept af vores lidt anderledes søn.

Om at erkende eller ikke erkende

”Drengen er ikke autist”, ”selvfølgelig er han da ikke autist”, ”hold nu op, Drengen er jo ikke autist” – Beroligende ord som familie, venner og ikke mindst vi selv har sagt igen og igen i løbet af de sidste halvanden år. Nu kører du bare i ring i hovedet og splitter mit sind ad. Vi har lige fået at vide at testene viser at han har ”en gennemgribende forstyrrelse indenfor det autistiske spektrum”. Vi kan ikke få at vide hvor slemt det er – den endelige diagnose kommer først i maj eller senere. Men det føles bare helt, helt forkert – for han er jo ikke autist.

Vi vidste godt at mødet i sidste uge, ville få nogenlunde den konklusion. Vi havde dog regnet med at det højst var den milde form – Aspergers. Men det kan vi altså ikke få at vide endnu. Og det lyder ikke som om det er det der lægges op til.

Det hele startede i december 2007, hvor vi havde et ordinært forældremøde i vuggestuen. Drengen var godt to år. Vi regnede med at vi ville få at vide at alt var godt, men i stedet kom mødet mest til at handle om at de var bekymrede for Drengens sociale udvikling. Han legede ikke med andre, og viste ikke interesse for det, og samtidig var der nogle andre områder, hvor de synes han var lidt ”anderledes”. Nu ville de prøve at arbejde mere intensivt med det og sætte ham sammen med en anden dreng osv, og så måtte vi se tiden nogle måneder. Vi gik straks hjem og googlede og fandt en masse ting om autisme og Asperger, men også om højt begavede børn (han er nemlig langt foran på nogle områder, dengang kunne han allerede hele alfabetet). Og sådan begyndte det med masser af tårer og de så de beroligende kommentarer fra os selv og andre – selvfølgelig er han ikke autist.

Gennem de sidste halvandet år, har vi hele tiden været ”bagud” på den måde at vi ikke har kunnet se problemerne før de professionelle. Vi synes han virker relativt normal. Vi har derfor også holdt lidt igen med undersøgelser mv., men behovet for en slags sikkerhed, har alligevel ført til at vi har sagt ok løbende. Nu er vi nået så langt som til at erkende at han måske har Asperger – og så skal vi måske til at have en mere vidtgående diagnose på. Det er slet ikke til at holde ud.