aftensmad i byen

Drengen har en kammerat fra sin gamle børnehave, som han stadig ser. De er glade for hinanden, og vi er meget taknemmelige for det de har sammen. Vennens forældre ved godt at Drengen har autisme, men har indtil videre kun snakket om hvor dejligt det er at have ham på besøg - og vi er glade.

Nu var han så derhjemme forleden. Det er jo lidt mere bøvlet, da der er lang transporttid mellem vores hjem, men de var så søde at hente ham i børnehaven allerede klokken 14, så de havde noget tid til at lege sammen inden aftensmaden. Meget sødt, men jeg tænkte faktisk allerede da vi aftalte det at det var meget land tid for Drengen. Men jeg sagde ikke noget, for ikke at problematisere og fordi jeg ved at Drengens ven bliver tidlig træt.

Nå, men Drengen var så åbenbart lidt syg, eller blev syg, og det hele blev åbenbart for meget ved aftensmaden, hvor han havde været træt og ked af det. Forældrene ringede til os - vi var nu på vej i forvejen - og Drengen sad og faldt i søvn på vennens mors skød.

Da de kom hjem var han meget træt. Jeg snakkede lidt med ham, mens jeg hjalp ham i nattøj osv. og spurgte hvad de havde fået til aftensmad.
Intet svar
"Fik I lasagde"
"Ja" og så meget ulykkeligt "men de havde puttet fetaost på og jeg kan ik li fetaost"
Uhh, jeg anede balladen, og spurgte videre:
"Var der så noget andet du kunne få?"
"Ja, ris" og igen ulykkeligt "men der kom karrysovs på og det kan jeg heller ikke li"
Åh åh "Men så kunne du vel spise dem ved siden af"
"Men jeg ville spise alle risene"
"Kunne du så ikke få nogle flere ris?"
"Jo" pause "Men der kom også karrysovs på"
Under hele denne samtale græd Drengen ved tanken om den tortur de havde udsat ham for ved at putte sovs på risen. Jeg prøvede at forklare, at de jo ikke vidste at han ikke kunne lide det og at de bare havde prøvet at være søde.

Bagefter tænkte jeg på at nu havde de da oplevet den mest besværlige side af Drengens autisme - ufleksibiliteten. Vi kan jo mærke, hvis den er helt gal og havde bare taget tallerkenen helt væk og givet ham noget nyt ris. For vi ved godt hvor ululig han kan blive. Han har givetvis været helt umulig og ulykkelig. Jeg smsede vennens mor og spurgte. Hun sagde at det var da ingenting - det tror jeg ikke på - men jeg er glad for at opleve en accept af vores lidt anderledes søn.

gammel børnehave

Drengen er nu startet i den nye børnehave - men det gider jeg ikke lige skrive om.

Vi sad her til aften og kiggede i den "bog", som de har lavet til ham i den gamle børnehave med billeder af ham i forskellige situationer. Fra fastelavn, koloni og den slags. Glade stunder, hvor han smiler. Som billeder jo oftest er.

Da vi havde kigget den igennem en gang, ville han igen. Men jeg kunne mærke at han også blev trist. Jeg spurgte om han blev ked af det "Ja". Og jeg blev også helt vemodig og ked af det. Vi har ikke hele tiden været begejstrede for den gamle børnehave, men det er jo gået meget godt, især til sidst. Og han var lige blevet rigtig gode venner med en anden dreng dernede. Og hvem siger egentlig at vi synes bedre om den nye - og at han falder godt til? Han skal jo kun gå der i halvandet år, så det er jo lidt trælst, hvis der går lang tid inden han finder sig til rette.

Suk - tænk at man nu sidder og bliver trist over noget der har været godt :-)

legeaftale

Drengen var på besøg hos en ven fra børnehaven i fredags. Det er anden gang han var der og det er gået rigtig godt begge gange. Første gang han blev inviteret, syntes vi at vi måtte fortælle om hans "særheder" inkl. diagnose, og det var bare helt fint, det gjorde ikke vennens mor utryg.

Da vi gik hjem fra vennen i fredags, fortalte jeg at nu var det weekend.
"Skal jeg så ikke i børnehave i morgen?"
"Nej, nu er det weekend, så skal du ikke i børnehave"
"Øv, jeg ville ellers gerne i børnehave i morgen"
"Er det fordi du gerne ville lege videre med (vennens navn)"
"Ja"
"Nå, men det var da ærgerligt, for i morgen er børnehaven altså lukket"

Det er bare skønt at han "kan" gøre det - altså være et andet sted uden os, og hvor både han, vennen og vennens forældre har haft en god oplevelse ud af det. Det er fedt!

pyt med det

En af Drengens faste vendinger er "pyt med det". Jeg kom til at tænke på det ved et kursus i forbindelse med pionergrupperne, hvor kursuslederen ofte brugte vendingen som måden "almindelige" børn ville reagere i en situation, hvor en autist kunne finde på at flegne. Det er det med fleksibiliteten - at det kan være rigtig svært, hvis tingene ikke lige er på den rigtige måde - den måde som det autistiske barn nu engang synes det skal være.

Drengen er helt bestemt mere fleksibel end mange andre med autisme. Han elsker aktiviteter, at være på tur og den slags. Men vi oplever også ufleksibiliteten i mange sammenhænge, hvor han kan bryde sammen over meget små ting. Det er nok netop på de små ting han ofte er ufleksibel og på de større ting er han ret fleksibel.

Men altså hvorfor siger han så "pyt med det" så meget? Jamen, det er noget Fie siger meget i Traktor Tom. Drengen bruger det i rette sammenhænge, fx "der er ikke flere jordbæris, nå pyt med de, så tager jeg bare en chokoladeis". Det er måske lidt specielt at explicitere det, men på den anden side, så er det nok også meget sundt for ham at sætte ord på sin egen fleksibilitet - og forstærke den på den måde. Så Fie er nok en meget god rollemodel.

ny børnehave

Nu skal Drengen snart starte i ny børnehave. Vi var dernede forleden og var med til at spise frugt på hans nye stue - Rød Stue.

Drengen var meget stille. Virkede glad nok, men stille og eftertænksom. Jeg tror det hele var ret overvældende. Jeg fik sådan en fornemmelse af at han havde troet at det ville være en kopi af hans "gamle" børnehave, og at det var lidt for mærkeligt at det så anderledes ud.

Der var ikke så mange børn, da stuen var sygdomsramt, så der var stille og roligt. Drengen sagde ikke en lyd, selv om han selvfølgelig blev stillet en masse spørgsmål. Efter frugt gik de fleste ind på en anden stue og Drengen fik snakket lidt med en mindre dreng. Til sidst var vi alene på stuen og han fandt et bilbanetæppe, som han kunne lege med - og være tryg. Jeg fik ham dog lige "tvunget" med ned for at se resten af børnehaven.

Jeg fik også snakket lidt med en af pædagogerne - det var fint nok. Jeg synes de virker søde, jeg blev dog lidt bekymret, da jeg synes de ignorerede/var lidt hårde ved en anden dreng, som måske havde de samme problemer som Drengen. Men derudover har jeg et godt indtryk og vi har lige fået at vide at der er 15 støttetimer fra 1/12-31/3 til indkøring, så det er dejligt. Jeg håber de kan bruges godt.

I morgen skal han derhen med sin nuværende støttepædagog.

ny læge

Vi er jo flyttet og Drengen er lige fyldt 4, så vi skulle jo have en tid til ham ved en ny læge til ordinært 4-års check. Vi har tilmeldt os ved et lægehus med tre læger og en praksisreservelæge, som kun er der et halvt år. Både mig og Pigen har allerede været der, men vi fik tid ved praksisreservelægen, da de andre er godt bookede. Hun var nu også meget sød, men jeg tænkte det var bedst for Drengen at få en fast læge fra starten - derfor ringede jeg ind og forklarede at han skulle have tid ved en af de faste på grund af autisme. Uha, det synes lægesekretæren var meget fornuftigt, og hun vidste lige hvem af lægerne, der ville være bedst for ham, og hun gav mig en tid. "Og så noterer jeg lige at patienten har autisme".

Hmm, nå, tja, egentlig kan vi jo som udgangspunkt bedst li' at Drengen bliver modtaget som en almindelig dreng, så derfor syntes jeg måske ikke det var så god en ide at "advare" lægen på den måde. Men efter nærmere eftertanke kan der nok ikke ske noget ved at lægen ved det og tager særlige hensyn. Måske er det ovenikøbet fornuftigt.

fantastisk koloni

Vi var jo selvfølgelig meget spændte på hvordan det ville gå på kolonien og var hele tiden klar ved telefonen og indstillede på at skulle hente Drengen nårsomhelst.

Men fredag stod vi sammen med de andre forældre og tog imod bussen. Drengen var glad og løb rundt. De voksne fortalte os glade om at det bare var gået så godt, der havde slet ikke været problemer - ikke engang tissen i bukserne. Han havde generelt været mere glad end han plejer i børnehaven. Det er vi ikke så overraskede over, for han er som regel glad når der sker noget anderledes - det er jo sjovt. Og flere af de voksne sagde at det var godt han havde været med. Lederen kom endda hen til os og sagde at det var godt vi havde presset på, det havde været godt for Drengen og de havde selv lært en hel masse af det. Så er det man gerne vil give sig selv et skulderklap for at blive stående i stormen.

Drengen selv er tydeligvis også glad for at have fået den oplevelse med. Han snakker meget om det.