Drengen har været til sin første børnefødselsdag ved en pige fra børnehaven, som blev fire år.
Vi havde overvejet meget om vi skulle fortælle om drengens ASF - eller måske selv tage med til fødselsdagen. Vi valgte at nøjes med at sige til pigens forældre at han måske ikke ville være med i eventuelle fælleslege, og at de bare kunne ringe, hvis der var noget. Og det gik rigtig fint.
Jeg fulgte ham derover, og så snart han så skålen med popcorn, så var det fint at jeg gik igen. Der var en anden lidt mindre dreng, som var noget utryg og klamrede sig til sin mor. Jeg kunne ikke lade være med at glæde mig lidt over at mit barn ikke var et mest problematiske i situationen. Da jeg hentede ham sad han og stenede i sofaen med et glas vand. Jeg fik at vide at han havde haft det godt - der havde kun lige været et enkelt tidspunkt, hvor der var et larmende stykke legetøj, som havde påvirket ham, men da var han bare gået ind i et andet rum, og så var det fint. Han fik en slikpose. Jeg er glad for at han fik lov at opleve noget så normalt som en børnefødselsdag på en så normal måde.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar