I morges så vi en helt ny side af Drengen. Ved morgenmaden fik han pludselig den ide at han ville have æblejuice i stedet for mælk:
Drengen: Jeg vil have æblejuice
Mig: Du må få mælk, vi får jo kun juice i weekenden, når vi får boller
Drengen: (bryder sammen i gråd): Jamen jeg gider ikke ha mælk, jeg vi ha juice
Mig: Jamen det kan du ikke få i dag, sådan er reglerne og de bliver ikke lavet om
Sådan gentager vi os selv nogle gange – helt normalt – Drengen er hysterisk ked af det. Denne slags konflikter ender altid på en af to måder: enten får han sin vilje eller også får vi afledt ham, når han er klar til det (når han giver op)
Men i dag skete der noget andet. Pludselig udbryder han vredt:
”Hvis I ikke gider laver reglerne om, så gider jeg ikke spise noget morgenmad”
Og så gik han fra bordet og ind på legeværelset og lukkede døren. Vi kiggede måbende efter Drengen der for første gang havde vist vrede. Et par minutter efter kom han ud, gik igennem stuen uden at sige noget, og gik trampende op ad trappen til sit værelse og lukkede døren.
Et par minutter efter gik jeg op på værelser. Drengen sad glad og læste i en bog. Vi aftalte at når han havde læst færdig kom han ned og spiste sin morgenmad. Det var fint. Og han drak mælk. Og var glad.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
I din beskrivelse af ham lyder din søn på ingen måde som en autist. Kan du beskrive, hvad der er udslagsgivende for, at han er autist? Faktisk lyder han meget som min søn, som ikke er autist ...
SvarSlet(har også skrevet kommentaren på et gammelt indlæg, men var bange for at du ikke så den)
Hej
SvarSletDet er lÆnge siden jeg har hørt fra dig her på siden... og jeg savner dig :-)
Er alt vel?
Jeg har selv været på et forældrekursus her, og det var godt. Jeg har fundet ud af at jeg fuldt ud har accepteret vores søns diagnose, men jeg har bare ikke forstået det rigtigt endnu. Men det er vist en del af det. En af mine gode venner har en søn som er et år ældre end min søn. De 2 ses så ind i mellem når vi mødes. Jeg kan ikke sige at de leger sammen, men de kender hinanden. Min venindes søn har altid været med til min søns fødselsdage og omvendt. Den anden dag sagde min veninde at hendes søn bare var så klog og følsom for han havde åbenbart forstået at min søn er lidt anderledes og ikke er meget for mange nye mennesker - for han havde sagt til hende at min søn ikke skulle komme til hans fødselsdag i år, hvor hans klassekammerater kommer med for første gang. Jeg hørte bare ikke denne besked som om hendes søn var klog, men mere som om han var "flov" over hans venskab med min søn, og derfor ikke ville have at hans klassekammerater skulle møde min søn. (og jeg kan da godt forstå hendes søn hvis det er sådan han har det, han er jo bare en almindelig dreng)Måske er jeg alt for følsom. Men det fik mig til at se at min søn er synligt handicappet. Andre børn kan straks se at der er noget der er anderledes og "mærkeligt" - øv.
Nå som sagt håber jeg at alt er vel hos jer.
KH Anja (som har en søn og datter på samme alder som dig)