For tiden er det ikke Drengen, der bekymrer os, men Pigen. Det har det egentlig været længe. Vi har bare ikke snakket så meget om det. Bange for at hvis vi snakker om det, så bliver det virkeligt. Og det skal det helst ikke være. Bekymringen handler selvfølgelig om hvorvidt hun også får en diagnose på et tidspunkt.
Pigen har et meget voldsomt temperament. Hun er en ren drama-queen, der hyler op, kaster sig ned, smider med maden, bider og slår, hvis hun ikke får tingene præcis som hun vil have dem. Så man er hele tiden på vagt. På vagt for at aflure hendes behov og være på forkant. Fjerne forbudte ting fra hendes synsfelt. Bestemme sig for om man vil sige ja eller nej på forhånd (for hvis man ikke er sikker i sin sag, kan man ligeså godt give op). Finde på gode alternativer (virker sjældent). Tænke på hvordan ens reaktion denne gang vil påvirke hvordan Pigen reagerer næste gang.
Samtidig skal man sørge for at Drengen har det godt, svare ham når han siger noget, trøste ham når Pigen skriger (han er nemlig lydfølsom, det er virkelig synd) og i det hele taget sørge for at han har hvad han skal bruge.
Og man skal snakke med hinanden, koordinere hvem-gør-hvad, og tage imod alle de gode forslag. Og støtte og elske hinanden.
Det er svært at overkomme det hele og det sker ikke så sjældent at tingene går op i en spids i vores hjem. Jeg har dårlig samvittighed overfor Drengen, som trods sine behov, ikke får nok opmærksomhed. Overfor min mand, som jeg ikke har overskud til. Og overfor venner og familie, som må leve med vores uro, når de er på besøg. Og når jeg cykler på arbejde om morgenen er det meget ofte med en stor klump i maven, tårer i øjnene og en følelse af at det er meget synd for mig.
Pyh - en anden dag skriver jeg måske om noget godt - for det er der jo også i vores liv
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
"Pyh - en anden dag skriver jeg måske om noget godt - for det er der jo også i vores liv".
SvarSletHvor er jeg glad for, at du også skriver om de negative dele af jeres tilværelse - for så kan jeg nemlig bedre se, at jeg ikke er den eneste - og det er til tider det eneste, der holder sammen på mig (os).
Tak herfra :-)
øv hvor jeg føler med dig!!! Det er mig som også har en søn fra september 2005 med asperger/autisme og en datter fra august 2008. Vores datter er så dygtig og anderledes end vores søn, men alligevel sidder frygten i baghovedet. Hun er begyndt at udvise noget af den samme adfærd som vores søn udviste (han udviklede sig normalt til han var 2-3 år. Jeg ved ikke vhad jeg skal sige, andet end at jeg føler så meget med dig, og kan alt for godt genkende det du skriver om.
SvarSletEn kæmpe knuser fra mig
Anja