fredag den 8. juli 2011
bloggen
Men...jeg synes ikke bloggen er anonym nok. Og jeg vil ikke dele de sorte tanker og bekymringer med Drengen eller hans venner, hvis de skulle falde over bloggen. Jeg tror ikke det sker, men alligevel, der er en risiko, og den tør jeg ikke løbe mere. Så jeg har besluttet i stedet at lave en åben blog. Dvs. ikke anonym. Den vil nok snarere blive brugt til at prale ad børn end at skrive om sorger og bekymringer. Men alligevel, hvis man har lyst til at følge vores liv fortsat er man velkommen. Hvis du ikke kender mig privat, så skriv en kommentar i kommentarfeltet med mailadresse, så sender jeg et nyt link - og sletter din kommentar :-)
Denne blog bliver her indtil videre. På et tidspunkt sletter jeg den nok. Måske ryger nogle indlæg over på den nye blog, evt. i en redigeret form.
fredag den 1. oktober 2010
Usikker
Pyh, altså, det er ikke nemt at have en søn med autisme. Hver gang man føler man har styr på det, så går det galt. Hver gang man føler man ved noget er rigtigt, så bliver man i tvivl.
Nogle gange går det så godt at vi glemmer Drengen har autisme - det har det gjort en periode. Når vi snakker med dem i børnehaven, så snakker de om Drengen som en helt normal dreng med god udvikling og nogle udfordringer. Da vi snakkede med den pædagogiske leder på distriktsskolen (som jeg skrev om sidst), snakkede hun også om det som om børn med autisme også er næsten normale og sagtens kan rummes. Vi var glade og havde en god mavefornemmelse, fordi Drengen jo er næsten normal (hvad det så end er), og så føltes det rart at blive bekræftet i det.
Vi er startet til svømning. Det var børnehaven, der opfordrede til det. Det er Manden, der går til det med Drengen, men det er sådan noget med at han ikke er med i bassinet – det er kun børnene og lærerne. De har været der fem gange. I starten gik det virkelig dårligt. Manden var deprimeret, når de kom hjem. Drengen havde ikke været med til noget, bare stået på det nederste trin i bassinet og frosset. Så bliver det virkelig udstillet at han ikke er som de andre. Og det er ikke nemt, når man ellers lige havde gemt sig i den illusion i en periode. 3. gang gik det bedre og Drengen var rigtig glad. De sidste par gange er det gået dårligere igen. Næste gang skal jeg med.
Samtidig er vi i gang med at få Drengen vurderet af PPR ift. skolevalg. Stuepædagogen fangede mig i børnehaven en dag og sagde at de havde snakket om at han da burde være berettiget til Frejaskolen eller en anden specialskole og at de altså godt kunne have ham i børnehave et år til hvis det var. Vi havde fortalt om mødet med distriktsskolen, og børnehaven har også kun sagt godt om den, så jeg blev noget slået ud over den tilsyneladende åbning og måske endda kovending i sagen.
Da vi fik talt lidt med børnehaven om at vi altså foretrak løsningen med distriktsskolen som udgangspunkt, men gerne ville sikre os noget støtte, sagde de at de ville støtte vores ønsker. Vores møde med PPR ser nu ud til at blive uden børnehaven (til dels på grund af problemer med at finde en dato), så det er virkelig lagt op til os. Selv om vi har en præference ville jeg nu gerne have noget rådgivning på et så oplyst grundlag som muligt. Og det inkluderer i høj grad børnehaven, som jo ser ham i institutionssammenhængen til daglig.
Det gør det ikke nemmere at læse indlæg på denne blogs nyeste indlæg omkring skolestart: http://alfredfellandgunnlogsson.blogspot.com/2010/10/en-masse-om-grad-og-mavefornemmelser.html . Alfred går i vores distriktsskole, som vi lige nu har sat al vores lid til. Jeg håbede sådan det ville gå godt. Sikke noget pis for Alfred og den gode familie. Sikke noget pis for os!
Selv om Drengen til opfører sig relativt normalt, så ved vi jo godt at vi er naive, hvis vi tror at han er så meget anderledes end andre børn med ASF – fx Alfred. På nogle af filmene på ovenstående blog, kan jeg sagtes se Drengen i Alfreds rolle – også den hvor han kommer hjem og er slidt efter skole. Og hvorfor skulle han klare det meget bedre? Og hvorfor vil vi insistere på at prøve det, hvis vi kunne få et bedre tilbud med det samme?
Og på den anden side: hvad hvis det går godt, hvorfor så ikke tage den lokale løsning, hvor hjem og de andre børns hjem ligger tæt på skolen, hvor han kan spejle sig i normale børn, og hvor han kan lære det ”normale” liv? Hvorfor ikke give det en chance? Men hvor godt er ”godt nok”? Hvor længe skal vi give det en chance, hvis det er ”mellem”. Vores mavefornemmelse er ikke altid så veludviklet…
Det handler jo egentlig om hvor meget man vil udfordre børnene og hvor meget man tror på at de skal lære at blive (eller i hvert fald opføre sig) normale, og hvor meget man skal lade dem være autister på mere eller mindre egne vilkår. Jeg ved jeg sætter det lidt på spidsen og begge muligheder vil muligvis provokere nogen. Men jeg er virkelig i tvivl om hvad der det rigtige at gøre.
tirsdag den 7. september 2010
skolestart 2011
Nå, men skolevalg har fyldt meget den seneste tid. Vi startede med at forhøre os hos venner, kolleger, familie, families kolleger og venners familie. Kender de skolerne i København? Hvilke er gode? Hvad skal man kigge efter? Så har vi kigget på nettet efter oplysninger. På folkeskoler i området og privatskoler. Skrevet Drengen op til privatskoler, men uden det store held, idet man jo helst skal være skrevet op fra fødslen (idet vi er tilflyttere i området, var det ikke en mulighed). Kigget mere på folkeskolernes hjemmesider.
Til sidst nåede vi så langt at vi lavede en liste over 4-5 skoler vi gerne ville besøge. Helst snakke med lederen. Vi fandt nogle datoer vi kunne, og så satte jeg mig til at ringe.
Skole 1: "Vi bliver helt fyldt op med børn fra distriktet. I må da gerne komme forbi og kigge, men det vil være spild af tid."
Skole 2: "Vi bliver næsten helt fyldt op med børn fra distriktet, ellers er pladserne til søskende og dem der bor allertættest på. Nej, særlige behov tages der ikke hensyn til i fordelingen. I må da gerne komme forbi og kigge, men det vil være spild af tid."
Det var de to skoler med de gode ry. Lettere slukøret over "det frie skolevalg" ringer jeg til distriktskolen. De var til gengæld søde og den pædagogiske leder ville med det samme gerne mødes med os. Så vi lavede en aftale med dem.
Mødet gik virkelig godt! Hun var den første man har kunne sige "infantil autisme" til uden at hun virkede som om det var noget særligt. Snakkede om særlige behov i stedet for diagnoser. Havde en børnehaveklasselærer, der havde styr på autisme og brugte piktogrammer mv. efter behov. Snakkede om (ret væsentlige) fysiske udfordringer (dvs. ombygning på skolen), på en rigtig positiv måde med fokus på fordelene: "man lærer at bruge hinanden på nye måder". Snakkede en masse om inklusion og deres erfaringer. Fortalte at de holder netværksmøder i god tid inden skolestart, så de er godt forberedt. Viste os rundt på skolen.
Skolen er godt nok nedslidt og legepladsen er virkelig dårlig. Men bortset fra det, så blev vi virkelig beroligede og nu tænker vi bare at det forhåbentlig nok skal gå. Så skal vi bare have PPR til at bevillige noget støtte...
søndag den 15. august 2010
beredskabsniveau: tårnhøjt
Pigen har et meget voldsomt temperament. Hun er en ren drama-queen, der hyler op, kaster sig ned, smider med maden, bider og slår, hvis hun ikke får tingene præcis som hun vil have dem. Så man er hele tiden på vagt. På vagt for at aflure hendes behov og være på forkant. Fjerne forbudte ting fra hendes synsfelt. Bestemme sig for om man vil sige ja eller nej på forhånd (for hvis man ikke er sikker i sin sag, kan man ligeså godt give op). Finde på gode alternativer (virker sjældent). Tænke på hvordan ens reaktion denne gang vil påvirke hvordan Pigen reagerer næste gang.
Samtidig skal man sørge for at Drengen har det godt, svare ham når han siger noget, trøste ham når Pigen skriger (han er nemlig lydfølsom, det er virkelig synd) og i det hele taget sørge for at han har hvad han skal bruge.
Og man skal snakke med hinanden, koordinere hvem-gør-hvad, og tage imod alle de gode forslag. Og støtte og elske hinanden.
Det er svært at overkomme det hele og det sker ikke så sjældent at tingene går op i en spids i vores hjem. Jeg har dårlig samvittighed overfor Drengen, som trods sine behov, ikke får nok opmærksomhed. Overfor min mand, som jeg ikke har overskud til. Og overfor venner og familie, som må leve med vores uro, når de er på besøg. Og når jeg cykler på arbejde om morgenen er det meget ofte med en stor klump i maven, tårer i øjnene og en følelse af at det er meget synd for mig.
Pyh - en anden dag skriver jeg måske om noget godt - for det er der jo også i vores liv
søndag den 27. juni 2010
Lyra Groove
For et stykke tid siden fandt vi så på at bruge opgaver til at motivere ham - opgaver med tal og bogstaver. Her er han begyndt at sætte ring om ting og den slags. Stadig med hele hånden om blyanten. Og giver op på forhånd på de sværere ting. Men alligevel et fremskridt.
For nogle måneder siden var vi til møde i børnehaven, hvor vi også snakkede lidt om det. Til sidst kom jeg i tanke om at spørge om der var nogle farveblyanter de kunne anbefale, for dem vi har er bare sådan nogle tilfældige, billige nogle. De anbefalede Lyra Groove og vi gik straks hjem og købte dem på nettet.
Det er sådan nogle farveblyanter med fordybninger, så man kan se hvor man skal holde. Og så skal man ikke trykke så hårdt for at få dem til at farve.
Jeg vil sige det har gjort en VIRKELIG stor forskel. Drengen blev straks interesseret i at holde rigtigt, og har derigennem hurtigt lært at skrive og tegne pænere. Så nu kan han pludselig skrive tal og forleden skrev han sit navn. Det er helt vildt!
Drengen tegner stadig ikke mennesker og den slags, så de kreative færdigheder mangler stadig, men de motoriske er ved at komme med. Så meget for den bekymring... Og hermed en anbefaling.
lørdag den 19. juni 2010
cykeltur
I dag tog mig og Drengen så en lang cykeltur til stranden, langs stranden og hjem. Undervejs så vi på fly, snakkede, så et cirkustelt, kiggede på nogen der spillede strandhåndbold og hyggede bare rigtig meget.
Jeg troede cirkusteltet var Cirkus Summarum, som vi har snakket om vi skal ind at se. Men da vi kom tættere på kunne jeg se at det var Cirkus Arena.
Mig: "Men det er nok det sted Cirkus Summarum skal være, så piller de det der telt ned og sætter et andet op"
Drengen: "Jamen i fjernsynet (dvs. reklamen), er teltet sat op."
Mig: "Ja, de har nok sat det op et andet sted"
Vi cyklede måske 6 km og på en 12 tommer cykel i delvis modvind er det altså rigtig langt. Han var også træt til sidst. Han fik da også nævnt en 6-10 gange at han svedte, hvilket betyder at han har "brug" for en is. Og selvfølgelig fik vi en is da vi kom hjem (efter frokosten). På sådan en tur, hvor vi bare har hygget og snakket, får man lige genopladet batterierne og glæden ved sit enestående barn.
søndag den 13. juni 2010
kommuneaftalen og debatten
Men altså jargonen er altså blevet så stærk at Jan Trøjborg kan sige »Men der har været eksempler fremme i pressen på et serviceniveau, som vi måske alle sammen synes er lige højt nok i en tid, hvor vi ikke har mange penge til rådighed. Nu begynder vi at få mulighed for at få drejet det lidt i en anden retning«, omkring den nye kommunale aftale. Aftalen indebærer at de stigende udgifter på specialområdet skal begrænses. I den forbindelse vil regeringen lovgive, så kommunerne i højere grad selv kan bestemme, hvilke ydelser de vil give. Hvad betyder det mon? At der ikke længere skal være et princip om at det er barnets behov der kommer først - og at man ikke skal diskrimineres som handicappet eller som familie med handicappet barn. Hvis kommunerne får frit slag, så vil det formentlig hurtigt handle om at finde laveste fællesnævner, for de har jo ikke ligefrem interesse i at tiltrække flest mulige borgere med særlige behov.
Jeg vil tillade mig at være aldeles uimponeret over den støtte der er til handicappede børn i Danmark. Der er blevet gjort meget ud af at fortælle os om hvilke store problemer autismen kan give, og at det er vigtigt med en tidlig indsats - men indsatsen er til at overse. Vi ønsker jo bare at Drengen kan vokse op og bidrage til samfundet, betale skat og få nogle børn. Nogle gange tror vi det er muligt, andre gange ikke. Men en ting er sikkert - sandsynligheden stiger jo mere støtte han får nu. Så jeg ser nedskæringer som en virkelig, virkelig dårlig investering.