Jeg kom til at græde på vej hjem fra børnehaven i dag. På pigens vegne.
Jeg havde hende med opppe for at aflevere Drengen. To af børnehavepigerne er ret vilde med hende og kom hen for at kramme. Pigen elsker det og blev helt begejstret. Når hun bliver begejstret sidder hun og rokker frem og tilbage med kroppen. Det ser rigtig sødt ud. En af børnehavepigerne spurgte hvorfor hun gjorde det og jeg forklarede at det var fordi hun var begejstret. "Gør din lillebror ikke sådan?" spurgte jeg. Nej, det gjorde han ikke.
Nu giver jeg så en 4-årig pige ansvaret for at berolige mig om at vores pige er normal - desværre uden held. Og så kom jeg altså til at græde på åben gade og med Pigen i barnevognen. Græde over at vi ikke kan glæde os over hendes små særheder, som vi burde synes er rigtig søde, og være stolte over. Græde over at vi bare ønsker at hun skal være så fuldkommen gennemsnitlig som mulig. Og græde over hvor lang tid der går før vi kan få vished omkring hende.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar