Tidlig indsats?

Fordelen ved at drengen snart får en diagnose er forhåbentlig at der kan komme noget mere hjælp til ham. For vi kan i hvert fald konstatere at uden diagnose, får man intet – tre støttetimer i børnehaven kunne det blive til. Men spørgsmålet er hvad der sker efter diagnosen.

Jeg ved det bliver en kamp at sikre Drengen de rette tilbud. Og jeg kan slet, slet ikke overskue at tage den kamp. Aldrig har noget nogensinde efterladt mig så apatisk. Normalt plejer jeg at reagere kraftigt på uretfærdigheder, at handle indtil der er rettet op på det. Især på min families vegne. Men jeg kan slet ikke overskue hvordan den her sag skal håndteres.

Ansøgning om støttepædagog står børnehaven for. Vi har hver gang sendt en lille tilføjelse med fra forældrene. Svaret på ansøgningen er kun kommet til børnehaven. Vi har ikke fået klagevejledning eller noget. Da vi ringede til kommunen for at få svaret derfra, fik vi besked om, at det måtte vi bede om i børnehaven. Og hvis vi vil klage, er det også børnehaven, vi skal få til det, tror jeg. Men for det første er vi bekymrede for at børnehaven skal se os som besværlige forældre og det skal gå ud over Drengen. For det andet er børnehaven jo til dels en del af kommunen og har svært ved at klage til dem. Præcis ligesom Børneklinikken ikke må anbefale et større antal støttetimer, pga. kommandovejene i kommunen.

Det drejer sig foreløbig om børnehavetilbud. Skal Drengen blive i sin børnehave med flere støttetimer eller skal han i en basisgruppe? Hvordan sikrer vi at de bruger en pædagogik som vi kan stå inde for? Hvor findes det bedste tilbud? Vi regner nemlig med at flytte snart – det betyder også at vi ikke vil flytte ham fra børnehaven, før vi ved hvor vi skal bo. Det bliver nok stadig i Københavns Kommune, men vi kunne godt overveje at lade det indgå som parameter for hvor præcis vi flytter hen. Men spørgsmålet er først og fremmest om kommunen vil give ham et tilbud, som vi synes er godt nok.

Københavns Kommune virker som en kæmpe bureaukratisk mastodont, hvor beslutningstagerne er fjernet så langt fra forældrene som overhovedet muligt. Og hvor det er meget svært at få overblik over hvem man egentlig skal kontakte. Samtidig kan man så i går læse i Politiken om hvordan en dreng med Asperger kan komme til at vente næsten to år på at komme i skole i Københavns Kommune. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal sikre at noget lignende ikke sker for min søn.