Jeg tog i biografen med Drengen i går. Vi havde lige brug for noget kvalitetstid sammen inden han skulle på ferie ved farmor i en uge. Carsten og Gittes filmballade går desværre ikke mere - den har vi ellers været inde at se adskillige gange og det har været en stor succes hver gang. Jeg valgte så at vi skulel prøve at kaste os ud i en rigtig film - den nye Peter Pedal. Drengen er vild med Peter Pedal og vi har den første film på DVD. Jeg havde godt nok mine tvivl om han kunne holde til en time og et kvarter, og om han ville kunne forstå handlingen, men vi bestilte nogle yderpladser og prøvede os frem.
Om morgenen og om formiddagen introducerede vi så biografplanen for Drengen. Nej, det ville han ikke - da han opdagede det ikke var Carsten og Gitte. Der skulle temmelig meget overtalelse til (popcornrelateret), men til sidst endte vi da i biografen, og Drengen smilede da de sænkede lyset og var helt opslugt af filmen.
Faktisk blev han lidt for opslugt. Han forstod helt sikkert handlingen, for på et tidspunkt, da det begyndte at blive lidt sørgeligt/uhyggeligt, blev han helt bange og ked af det. Fx da Peter og manden med den gule hat blev væk fra hinanden. Og da manden med den gule hat var ved at køre galt på knallert. Til sidst blev det for meget. Manden med den gule hat syntes det var rimelig trælst at være spærret inde i et tog til Californien og gav ofte udtryk for det - og Drengen begyndte at hulke "de vil gerne hjem". Jeg forsøgte hviskende at fortælle ham at de nok skulle komme hjem til sidst, men det hjalp ikke så meget. Til sidst måtte vi gå fra biografen. Men da havde vi også siddet derinde over en time og Drengen havde helt sikkert også hygget sig og grinet på de rigtige tidspunkter. Så det var ikke nogen dårlig tur. Men det giver da aneldning til nogle refleksioner.
Det er jo normalt for børn med autisme at have lidt svært ved empati og det mærker vi også tydeligt med Drengen i nogle situationer, hvor han fx griner, når vi er sure eller er kede af det. Men jeg synes det er lidt sjovt at han går så meget op i hvordan de har det, de der i biograffilmen. Vi har faktisk oplevet det før i Carsten og Gitte.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
.. ja uden at kende jer personligt så føler jeg allerede at vores "dreng" minder så meget om jeres.
SvarSletVi skal til den "store" undersøgelse at vores søn på næste fredag (vi bor i udlandet, så jeg ved ikke om undersøgelserne og ventetiden er ligesom i DK). Vi har forhørt os om hvornår den endelige diagnose så ligger klar, og fik af vide at det ikke tage lang tid efter den undersøgelse - omkring 3 måneder!!! Det syntes vi er MEGET lang tid. ligenu er alt i vores liv jo mere eller mindre gået i stå, og vi vender og drejer ALT og håber det ene øjeblik og stortuder det næste. Men det er dejligt at læse om jeres gode oplevelser.
-Anja
Kære Anja
SvarSletDet er længe siden du postede dette indlæg, men jeg vil gerne høre om hvordan undersøgelserne er gået. Jeg kan huske den periode, jeg stod for det alene og det var SÅ hårdt at sidde og være med, men ikke måtte blande sig. Og fx ikke sige "det kan han altså godt normalt" hele tiden. Nerverne sad uden på tøjet og det gør de stadig i rigtig mange sammenhænge.
-moren
Hej igen
SvarSletJeg nyder forsat din blog og tjekker dagligt om der er nyt (ikke nævnt for at stresse dig, det er ment som et kompliment)
Heldigvis går det lynhurtigt her med at få en diagnose. Så ventetiden blev kortere end frygtet. Inden diagnosen hvor vi var stødt på flere af de professionelles gisninger om, at de ville tro der var tale om autisme, så har vi kastet os ud i en gluten og kasein fri diæt... vi havde sådan behov for at gøre noget. Vi nåede også at blive rimelig stressede over ABA programmet som de ikke tilbyder her hvor vi bor, og som vi via nettet fik den opfattelse at det er det eneste som kan hjælpe, - og vi tænkte at for hver dag mister vi en vigtig dag i hans udvikling. Nu har vi fået diagnosen og den lyder at han befinder sig inden for det autistiske spektre og at han har autisme i en mild grad. Dog kan vi ikke rigtig få uddybet hvad det betyder. Altså vil han blive "værre" ? er det kun toppen af et isbjerg vi ser nu, eller vil han udvikle sig i den "rigtige" retning fra nu af? Vi kan ikke få et svar fordi de siger at det kan man ikke sige, da hvert barn med autisme er specielt og alle udvikler sig forskelligt. Det betyder derfor at vi stadig lever med frygten for det værste, og vi er forsat i chok over at der er noget unormalt ved vores søn - for for os er han altså normal og han er så kvik og kærlig...og vi kan stadig let overbevise hinanden om at han bare er en særlig på nogle områder...en sød særlig, og at han vokser sig fra nogle af hans små vanskeligheder. Men vi kan også godt se nogle af de ting som de nævner.
Vi er heldige med at vi får god hjælp her, og vi skal ikke vente på hjælpen - de nærmest overrender os ligenu med info og tilbud. Det er så lidt meget uoverskueligt at skulle træffe valg, da vi ikke har noget overblik... men det ændre sig vel. Vi har ikke fortalt noget til vores familie derhjemme endnu, vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal gøre det. Også i forhold til venner her, så ved vi slet ikke om vi overhovedet skal sige det. Vi vil jo ikke have at vores søn pludselig bare bliver "ham med autisme".
De bedste tanker herfra - Anja
Ja, tankerne minder meget om vores. Hvad kan man forvente om fremtiden? Og er han egentlig så unormal at det fortjener en diagnose? Det er da dejligt I får hjælp så hurtigt - jeg glæder mig til at der dukker noget op til os.
SvarSlet