to tell or not to tell

Inspireret af en kommentar på min blog, kom jeg til at tænke på hvordan vi selv forholder os til om, hvordan og til hvem man fortæller at ens barn har autisme.

Jeg tænkte meget på det i starten. Vi fortalte til de nærmeste at der var noget i gang. Da der med sikkerhed ville komme en diagnose indenfor autismespektert sendte vi en mail til de allernærmeste med link til en artikel om hvor traumatisk det egentlig kan være - for det har det været og er det stadig for os. Men udover de nærmeste, hvem fortæller man det så til - familien lidt længere ude?- men hvad gavn har de af det? Forældrene i børnehaven for at de skal vide at det ikke er for at være uhøflig at Drengen ikke er så kontaktbar overfor dem og deres børn - men vil de så ikke først foretrække at deres børn undgår ham (ville man måske ikke selv det inden...?). Fremmede i Brugsen for at forklare hans adfærd - men igen, hvad gavn har de af det. Kolleger, så de ved hvorfor man måske nogle gange er ked af det, og prioriterer familien? Tja, men de skal jo heller ikke få et forhåndsindtryk om at man er en dårlig arbejdskraft. Ens venner, fordi man gerne vil have at de ved hvad der sker i ens liv? Tja, måske. Vi ønsker selvfølgelig at folk ikke skal se ham som "ham med autisme", men behandle ham normalt, stille krav og grænser, udvise interesse for ham - men dog måske have lidt mere tålmodighed med ham end normalt. Og at de skal se ham som en potentiel legekammerat for deres børn.

Da vi fik den endelig diagnose overvejede jeg at skrive det på Facebook - så var det kommet ud til venner, familie og kolleger på en gang. Jeg gjorde det ikke fordi vi alligevel lige skulle overveje om det var en god ide, men måske skulle jeg bare have gjort det. Jeg orker ikke så godt hemmeligheder, når det kommer til stykket, og det er også anstrengende at fortælle om det 117 gange. På den anden side er det måske også vigtigt at få en forklaring med, så det netop ikke "bare" bliver et stempel. Men nu tror jeg bare vi fortæller det til folk, hvis det passer ind i sammenhængen, og håber på det bedste. Men jeg skulle nok have skrevet på Facebook - jeg tror at jo mere åben man er jo mere afmystificerer man det også - både for en selv og for alle de andre autistbørn og -forældre.